mandag den 10. september 2012

4 stærke multer på en dag!


Efter lang tids venten på en ændring i vindretningen, lykkedes det i går endelig Jalal og mig at fiske et spot som gav nogle rigtig fine multer sent på sæsonen sidste år. Jalal kom for sent, så jeg gik ned på stranden alene med tre poser brød fra weekenden før. Der var ingen umiddelbare tegn på fisk, og store dønninger væltede ind over revlen foran badekarret. Da jeg havde fodret en 5-6 skiver, var der pludselig en mærkelig hvirvel ved brødet. Der gik et par minutter, hvor sanserne var ekstra skærpet mod det drivende brød! Så viste den første fisk sig i brødet. Jeg satte det gamle brød på krogen, men det holdt ikke længe i det oprørte vand. Jeg prøvede forgæves 3-4 gange, og en enkelt gang blev brødet faktisk taget eller skubbet til, men der var ingen modstand i opstramningen. Endelig kom Jalal med det friske Netto-brød - fishing time! Spottet gav på et par timer tre fine multer mellem 2,8 og 3,5 kg inden de blev skræmt.

De to første fisk kæmpede bravt for deres liv, men den nye 9 fods Fenwick IF II  gjorde det rigtig godt. Den sidste krogede jeg ca. 30-40 meter ude. Den vendte aggressivt efter brødet og tog det HÅRDT! Da jeg gav tilslag kunne jeg selv på den store afstand se en kaskade af blod. den kæmpede ikke særligt længe. Begge dele skyldtes, at krogen sad næsten nede i gællerne og havde fået fat i en blodåre.

Vi rykkede nogle hundrede meter ned ad kysten, hvor det lykkedes at få endnu en hårdt fightende multe på land - sindssygt.

4 multer på en dag er ny pr. Har dog tre gange tidligere fået tre på en dag. Dønningerne lagde sig i løbet af dagen og solen kiggede frem i ny og næ. Det var virkelig en fantastisk dag!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar